MIKKEL MAC UDNÆVNT SOM AMBASSADØR FOR ALFA ROMEO

Det danske Le Mans-talent Mikkel Mac får nu støtte af Fiat Chrysler Automobiles Denmark, som har udpeget den 22-årige succesfulde racerkører som ambassadør for Alfa Romeo.
 

Med udsigt til sit første 24-timers Le Mans samt endnu en sæson i topserien European Le Mans Series med Formula Racing, tilføjer Mikkel Mac nu et kendt bilmærke til rækken af sine personlige sponsorer. Den 22-årige racerkører har nemlig indgået et samarbejde med Fiat Chrysler Automobiles og er dermed udnævnt som ambassadør for Alfa Romeo.


"Jeg er både stolt og beæret over, at så berømt et bilmærke viser interesse for mig. Det er en anerkendelse af mig som racerkører og ikke mindst de sportslige resultater, jeg har opnået sammen med mit team, Formula Racing", lyder det fra Mikkel Mac.


På racerbanen kører Mikkel Mac ganske vist en Ferrari, men endnu før Enzo Ferrari grundlagde sin bilfabrik, var han chef og racerkører for Alfa Romeos racerteam. De to bilmærker har altid haft stærke relationer, ikke mindst gennem motorsporten, og det giver et perfekt match i samarbejdet.


Den nye samarbejdsaftale betyder blandt andet, at Mikkel Mac vil spille en rolle i lanceringen af den kommende Giulia, som er en helt ny og yderst sportslig topklassemodel fra Alfa Romeo. Mikkel Mac vil desuden deltage i officielle events hos landets forhandlere, som dermed kan glæde sig til den unge racerkørers historier fra alverdens racerbaner.


"Vi er glade for, at Mikkel Mac har sagt ja til samarbejdet, og vi glæder os til at udnytte de spændende synergier, der skabes ved at samarbejde med en racerkører i international topklasse, siger marketingdirektør hos Fiat Chrysler Automobiles Denmark, Federico Marini og fortsætter:


"Formula Racings imponerende mesterskabssejr i European Le Mans Series og ikke mindst deres kommende deltagelse i 24-timers Le Mans er noget, vi følger med spænding. Vi glæder os til at knytte bånd til det danske Ferrari-team gennem vores samarbejde med Mikkel Mac."


Potent tjenestebil med historie


For at sikre, at Mikkel Mac når frem til racerbanerne og sine mange officielle sponsorarrangementer til tiden, er han blevet udstyret med noget af det mest sportslige fra det italienske bilmærke lige nu - en Alfa Romeo Giulietta QV. Den røde skønhed er udstyret med en 240 hestes turbomotor samt den karakteristiske firkløver på siden.


Firkløveren stammer tilbage fra 1923, da den legendariske italienske racerkører Ugo Sivocci malede en hvid firkant med en grøn firkløver på siden af sin Alfa Romeo. Sivocci var den evige toer, og symbolet skulle give ham held. Samme år vandt han sit første løb, som desværre også blev hans sidste, da han få måneder senere omkom under en testkørsel.


Bilen, som Sivocci kørte galt i, manglede firkløveren på siden. Efter ulykken blev det derfor besluttet, at alle Alfa Romeos racerbiler fremover skulle bære det karakteristiske symbol til minde om det afdøde ikon. På italiensk hedder en grøn firkløver quadrifoglio verde, og det er altså forklaringen på, at Mikkel Macs nye tjenestebil hedder QV.


02/12/16